Tag-arkiv: undersøger maden

Gider ikke mad

Hejsa.
Vi har en skøn datter som er lidt over 6 mdr. Jeg fuldammer hende og har gjort det siden fødslen. Men hun har fået smagsprøver i ca. 3 uger nu.
Hun NÆGTER fast føde! Jeg har også prøvet med grød, men nej tak. Alt ryger ud igen efter hun har undersøgt det lidt med hænder og mund. Jeg tilbyder hende noget hver gang vi andre også får, og hun sidder med ved bordet. Jeg startede med at tilbyde mad, da hun viste stor interesse for det. Åbnede munden, smaskede og savlede ved synet af os andre der spiste.
Er der et gennemsnit på hvornår blw børn starter med at spise, eller er det fuldstændig individuelt? Og hvor længe skal vi vente, jeg mener, kan min mælk være nærende nok for hende lang tid endnu?
Venlig hilsen Sille

Kære Sille
Det lyder som om både du og din datter, netop gør det I skal: Du tilbyder hende mad, når I selv sidder ved bordet og spiser. Hun undersøger maden, smager på den og spytter den ud igen.
Det er netop det baby-led weaning handler om: Jeres datter er en del af jeres fælles måltid, og mens hun udforsker maden, får hun dækket sit behov for god næring fra din modermælk (50% af kalorieindholdet i brystmælk kommer fra fedt, så der er masser af energi i det).

Barnets første møde med maden vil netop være, at undersøge det med hænder og mund, og så spytte det ud igen. Efterhånden vil hun begynde at kunne tygge maden lidt, det vil stadig primært komme ud af munden igen, men med tiden vil hun også lære at synke den tyggede mad. Og pludselig en dag, spiser hun rigtigt. For nogle børn sker det indenfor få måneder, for andre går der længere tid. Det vigtigste er, at hun viser interesse for maden og synes det er sjovt. I skal så sørge for, ikke at lægge en masse pres på hende, men nyde at hun nyder maden og måltidet med jer, selvom hun i starten gør det på en anden måde, end alle vi andre. Det skal nok komme.
Uanset om man praktiserer BLW eller mader mad ske, kan vi ikke tvinge børn til at spise. Vi er nødt til at have tålmodighed og give barnet tid til at lære, hvad mad er.

Så længe du sørger for, at hun har fri adgang til at spise sig mæt i modermælk når hun viser hun er sulten, skal du ikke være bekymret for om hun får nok at spise. Efterhånden som maden begynder at fylde, vil hun selv skære ned på amningen.

God fornøjelse med jeres fælles madeventyr,
Patricia og Lærke

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail