Hej!
Vi bruger og har brugt BLW-metoden fra vores mindste datter var godt et halvt år og kunne holde hovedet selv som anbefalet. Fra første færd har jeg været meget begejstret for metoden og ligeledes har ikke mindst min lille pige der med stolhed og glæde allerede her som 9 måneder gammel kan ramme egen mund med en skefuld tyk havregrød.
Jeg er fan!
Det er dog stadig meget små mængder der kommer ind, men hun er for det meste meget begejstret for at smage og eksperimentere med maden, hun er en god fyldig basse, der stadig ammes meget, så jeg er ikke bekymret for “om hun får nok næring”.
Men – mit spørgsmål er så: Hvordan gør vi med dagplejestart? Hun skal starte om 2 1/2 måned, Far skal køre ind og jeg skal arbejde (fuld tid). Til den tid kan jeg jo ikke længere fri-amme og forestiller mig, at hun slet ikke kan blive mæt uden min mælk. Jeg har tænkt mig at amme så meget som muligt når jeg er sammen med hende – morgen, eftermiddag/aften og alt det hun vil om natten, da vi sover sammen. Men tænker det bliver en stor omvæltning for hende ikke at få mors mælk fra kl 6.30-15.30.
Amme ud og give en slat i en flaske med? MME?
Hvad er jeres erfaringer – i BLW skulle hun jo netop selv have lov til at efterspørge mad mere og ikke tvinges til at spise mad og ikke mælk.. ?
VH fra Charlotte
Hej Charlotte.
Tak for dit spørgsmål.
Det første der slår os, når vi læser dit spørgsmål er, at din datter er i en rigtig god udvikling i forhold til at lære at spise. Hun lærer hurtigt og lader til at synes, det er sjovt. Hun har spist i cirka 3 måneder og der er altså cirka 3 måneder til hun skal starte i dagpleje. De næste måneder kommer hun til at lære endnu mere og udvikle sine teknikker. Chancen er at hun er godt i gang med at spise, når hun nærmer sig et år og du skal tilbage på arbejde. Hun spiser i hvertfald mere end hun gør i en alder af 9 måneder.
Men det er da en rigtig god ide, hvis hun stadig ammer, når I starter, at give hende en lille portion modermælk med til koppen hver dag. Når de andre børn får vand eller mælk, kan hun så få din mælk af et krus.
Så slå koldt vand i blodet og nyd den fortsatte proces og stol på, at din datters evner og nysgerrighed nok skal drive hendes evner den rigtige vej.
Mange hilsener
Lærke og Patricia