Tag-arkiv: blw

Fødevarer baseret på komælk

Hej Patricia og Lærke.
Jeg står overfor at skulle starte op på BLW i de kommende uger. Jeg synes det meste er meget logisk, men jeg forstår simpelthen ikke den med mælken (det både om man går BLW eller ej). Mælk anbefales ikke før 1 år. Alligevel opfordres man til at give barnet fx ost eller smør. I jeres bog nævner I endda A38. Det er jo lavet på komælk, så hvorfor må jeg give det?
Tak for en informativ bog, der har givet mig den sidste brik til at føle mig tilpas med min mavefornemmelse om, at grød ikke er vejen frem for mig og min søn.
Mvh Wickie

Hej Wickie.
Tak for dit spørgsmål, vi er glade for at høre om din glæde ved BLW-tanken. Som vi skriver i bogen er der meget forskel på, om man giver sit barn mælk at drikke og mælk på den måde kommer til at udgøre et helt måltid, eller om man serverer mælkeprodukter. Mælk er ikke farligt, men drikkemælk kan komme til at overtage pladsen for mere næringsrig modermælk/erstatning og mere varieret mad.
Mvh Lærke og Patricia

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail

Opstart på BLW

Hej.
Mn datter bliver 6 mdr om lidt, og jeg er derfor begyndt at tænke på, hvordan man starter op på BLW… her mener jeg hvilke fødevarer er bedst at introducere først? Mit ældre barn fik den klassiske grød opstart, og denne gang vil jeg gerne køre BLW helt igennem. Jeg har søgt en del på nettet, men kan faktisk ikke rigtig finde noget omkring “opstarts mad”. Men det begreb findes måske bare ikke i BLW?
Vh Katrine

Hej Katrine.
Tak for din mail og dit spørgsmål.
En af de helt grundlæggende ideer i BLW er, at barnet spiser det samme som resten af familien. Der er ikke noget, der er mest rigtigt, bedst eller nemmeste at starte med. Når I spiser, så lav en version af den samme med til jeres barn. Noget kan serveres helt ligesom jeres mad, andet skal lige “tilpasses” babyhænder. Det kan være praktisk at servere mad i stænger, så barnet har lettere ved at samle det op og kan holde fast i den ene ende af det, mens hun gnasker i den anden. Lad være med at give for små stykker, det vil din datter ikke kunne samle op. Af sikkerhedsmæssige årsager skal du også blødgøre hårde grøntsager og frugt inden du serverer det.
Det er også en god ide, at være opmærksom på, at tilbyde jernholdige fødevarer, fordi barnets jerndepoter begynder at være brugt op, når det er omkring seks måneder.
Hvis du læser vores bog er der faktisk en del af den slags små tips til at komme godt i gang.
Kig evt lidt på vores instagram-konto. Her deler andre BLW-forældre lidt fra deres hverdag og der kan være inspiration at hente.
Vi håber, det kan give dig lidt ro til at starte op uden at føle du skal tænke alt for meget over, hvad for noget mad I skal have at spise.
Vi ønsker jer et dejligt madeventyr,
Patricia og LærkeFacebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail

Kan mit barn spise nok selv, når hun starter i dagpleje?

Hej!
Vi bruger og har brugt BLW-metoden fra vores mindste datter var godt et halvt år og kunne holde hovedet selv som anbefalet. Fra første færd har jeg været meget begejstret for metoden og ligeledes har ikke mindst min lille pige der med stolhed og glæde allerede her som 9 måneder gammel kan ramme egen mund med en skefuld tyk havregrød.
Jeg er fan!
Det er dog stadig meget små mængder der kommer ind, men hun er for det meste meget begejstret for at smage og eksperimentere med maden, hun er en god fyldig basse, der stadig ammes meget, så jeg er ikke bekymret for “om hun får nok næring”.
Men – mit spørgsmål er så: Hvordan gør vi med dagplejestart? Hun skal starte om 2 1/2 måned, Far skal køre ind og jeg skal arbejde (fuld tid). Til den tid kan jeg jo ikke længere fri-amme og forestiller mig, at hun slet ikke kan blive mæt uden min mælk. Jeg har tænkt mig at amme så meget som muligt når jeg er sammen med hende – morgen, eftermiddag/aften og alt det hun vil om natten, da vi sover sammen. Men tænker det bliver en stor omvæltning for hende ikke at få mors mælk fra kl 6.30-15.30.
Amme ud og give en slat i en flaske med? MME?
Hvad er jeres erfaringer – i BLW skulle hun jo netop selv have lov til at efterspørge mad mere og ikke tvinges til at spise mad og ikke mælk.. ?
VH fra Charlotte

Hej Charlotte.
Tak for dit spørgsmål.
Det første der slår os, når vi læser dit spørgsmål er, at din datter er i en rigtig god udvikling i forhold til at lære at spise. Hun lærer hurtigt og lader til at synes, det er sjovt. Hun har spist i cirka 3 måneder og der er altså cirka 3 måneder til hun skal starte i dagpleje. De næste måneder kommer hun til at lære endnu mere og udvikle sine teknikker. Chancen er at hun er godt i gang med at spise, når hun nærmer sig et år og du skal tilbage på arbejde. Hun spiser i hvertfald mere end hun gør i en alder af 9 måneder.
Men det er da en rigtig god ide, hvis hun stadig ammer, når I starter, at give hende en lille portion modermælk med til koppen hver dag. Når de andre børn får vand eller mælk, kan hun så få din mælk af et krus.
Så slå koldt vand i blodet og nyd den fortsatte proces og stol på, at din datters evner og nysgerrighed nok skal drive hendes evner den rigtige vej.
Mange hilsener
Lærke og PatriciaFacebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail

Er baby-led weaning en god ide, når barnet har haft en hård start og tabt sig?

Hej
Jeg overvejer, om BLW kunne være noget for min datter på godt 3 mdr. (født til termin) når den tid kommer. Min datter har haft en hård start på livet, og jeg er derfor i tvivl om konceptet er egnet til os. Så inden jeg evt. køber bogen har jeg derfor et spørgsmål, da jeg så, at der er et kapitel der hedder: “Når BLW ikke er en god idé”. Kan I uddybe, hvornår det ikke er en god idé? Jeg ville være ærgerlig over at købe bogen for at slå op på en side, hvor der så står, at babyer som har haft en hård start mht. ernæring ikke er egnede til at benytte BLW konceptet.
For lige at ridse kort op, så har min datter desværre haft dårlig sutteteknik helt fra fødslen og sammenholdt med nedsat mælkeproduktion sultede hun de første par uger uden det blev opdaget. Hun havde tabt næsten 10% af sin vægt og tog kun sparsomt på derefter. Først da vi fik en privat ammespecialist på banen, blev vi opmærksomme på, at jeg slet ikke havde nok mælk til at dække hendes behov og der blev derfor suppleret med erstatning. Trods massiv indsats lykkedes det ikke at etablere amningen og ammespecialisterne anbefalede at gå over til fuld erstatning, da de ikke mente, at min datter kunne komme over det traume det har været at sulte i de første par uger. Hun har derfor haft en særlig desperation over sig når hun er sulten. Nu tager hun fint på og trives bortset fra ondt i maven og tendens til forstoppelse.
Mange hilsner
moren

Hej mor.
Tak for din interesse for baby-led weaning og vores bog. Det lyder godt nok, som en hård start på livet for din datter.
Det er rigtigt, at vi har skrevet noget om, hvornår baby-led weaning ikke er en god ide. Der er nemlig situationer, hvor det at lade barnet spise selv og tage overgangen mellem mælk og mad i barnets tempo ikke rigtigt er muligt.
Når vi læser din beskrivelse af dit barn og jeres situation (og at din datter nu udvikler sig og vokser som hun skal), ser vi ikke umiddelbart nogle problemer i, at I vælger at praktisere baby-led weaning. Måske kan det faktisk netop være en god ide, for både dig og din datter; Når I vælger baby-led weaning, vælger I nemlig også at tage presset væk fra mad og spisning og gøre det til en leg. I vælger, at mad ikke skal være et projekt og at det at hun får noget at spise ikke skal være et mål. Men det får lov at være en oplevelse, gøre det sjovt og sanseligt og det kunne måske være rigtig godt, når hun og du har haft en lidt hård oplevelse med amningen.
Det er selvfølgelig vigtigt, at du er opmærksom på, at hun fortsat tager på og husker at det er mælken, der mætter længe efter I er startet.
Vi ønsker jer en bedre start på livet med rigtig mad end på mælk,
Patricia og LærkeFacebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail

Opstart af BLW

Hej
Jeg brænder lige inde med nogle spørgsmål:
Hvordan kombinere man bedst blw med grød? (Min datter er 6 md på søndag, og vi er startet på grød og mos, hvor vi styrer skeen sammen, da hun virkede så klar til mad, hun har også fået lidt finger foods, og hun er vild med det hele, hun har en god vægt, så hun får i hvert fald hvad hun skal).
Skal man starte blw ud med at baby er med til alle måltider, eller er det kun et par gange om dagen som med grød?
Ifølge sundhedsstyrelsen må børn ikke få mælkeprodukter før de er 9 måneder, skal man så sørge for at der ikke er mælk i det mad man laver? Der er jo mange produkter med mælk eller mælkepulver i.
Kan man sige noget om hvor gammel barnet typisk er når det stort set kun spiser mad med blw. Altså ikke bliver ammet mere?
Mvh Kathrine

Kære Kathrine
Tak for dine spørgsmål.
Kombinationsspørgsmålet er jo noget, vi tit støder på. Eller hvordan man skifter fra madning til BLW.
Pointen i forhold til baby-led weaning i modsætning til madning er, at overgangen fra mælk til mad styres af barnet og ikke forældrene. Som forælder følger du barnets initiativ og niveau.
Hvis du vil fortsætte med at made, men lade hende spise selv ved siden af, er det ikke baby-led weaning, men at følge sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at made barnet og så lade hende sidde med fingermad ved siden af. Hvis du vil ”gå over til” baby-led weaning, vil vi anbefale dig at læse de her to andre brevkasse-svar:
Kan vi gå over til BLW, når vi er startet på grød? og Kan jeg nå at skifte til BLW?
Ang. antallet af måltider plejer vi at sige, at du skal følge dit barn. Se hvad der rent praktisk passer med, hvornår hun er vågen og frisk, og hav hende med, hvis der er energi og lyst til det. Nogle vil få mere end rigeligt ud af ét måltid, andre vil sidde med 3-4 gange om dagen fra starten.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke drikkemælk før børn er et år, og mælk i maden inden ni måneder. Men det betyder ikke så meget om der er lidt mælk i maden når du praktiserer blw, da det vitterlig ikke er de store mængder mad der kommer i maven i starten. Her handler det mere om smag og sanseindtryk samt at blive fortrolig med familiens mad.
Mader du derimod din datter med mos skal du holde dig fra at putte mælk i maden.
Det er helt umuligt at sige, hvornår barnet selv kan spise. Nogle vil hurtigt kunne spise og andre bruger mange måneder på at lære det.
Vi håber, du kan bruge vores svar,
Lærke og Patricia

 Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail

Kan vi gå over til BLW, når vi er startet på grød?

Hej!
Jeg går med tanker om, at jeg godt vil overgå til fuld BLW med min datter på 6 mdr (er fra d, 31/1-17), men jeg begyndte på grød/mos da hun var 5 mdr + lidt frugt/grøntsager i hænderne, som hun kunne sidde og gumle på. Det virkede som det rigtige på det tidspunkt, men nu jeg ikke længere sikker.
Sundhedsplejersken sagde sidst, at hun synes vi skulle made hende med grød til morgen og så ellers lade hende sidde med det samme mad som os til frokost og aften. Det har vi så gjort de sidste 2 dage, og hun er allerede på så kort tid blevet god til at smage på tingene. Min kæreste synes BLW lyder som det helt rigtige for vores datter men jeg har nogle bekymringer omkring det, som jeg håber I vil svare på.
– Har vi ødelagt det helt ved at give hende grød/mos først? Ren BLW betyder jo at man overhovedet ikke har puttet mad i munden på sit barn, men det har vi. og nu har jeg dårlig samvittighed..
– Nu er min datter jo vandt til at få i hvert faldet et måltid grød om dagen, kommer hun til at mangle den energi, som hun har fået igennem det måltid, hvis jeg skære det helt fra?
– Jeg ammer min datter fuldt, har aldrig givet flaske, hun nægter det, og det er også fint med mig, da jeg nyder at amme. MEN! Jeg havde set frem til at trappe ned på amningen, da jeg ikke er en af de mødre der stadig gerne vil amme flere gange dagligt når baby er 12+ måneder. Jeg ville rigtig gerne have at det kun var ca. 1 amning om dagen til den tid. Er det overhovedet en mulighed med BLW? For jeg får lidt fornemmelsen af at BLW børn ammer meget oftere end grød børn, selv når de er 12+.
– Jeg er enormt nervøs for at min datter får noget galt i halsen, som hun så ikke kan få op igen. Min kæreste er god til at have is i maven, men det er jeg bare slet ikke. Igår bed hun et stort stykke agurk af og jeg blev så dårlig over tanken om at hun kunne få det galt i halsen. Hvad gør jeg? Hvordan skal jeg takle den frygt? For den frygt gør jo så også at der er visse fødevare jeg ikke har lyst til at give hende, ud over dem man decideret ikke må.
Jeg håber I har tid til at svare, for jeg vil virkelig gerne BLW fuldt ud, men de ovenforstående problemer gør mig lidt afholdende.
Mvh Sarah

Kære Sarah.
Mange tak for dit spørgsmål. Det korte svar er: Nej, du har ikke ”ødelagt” noget og der er bestemt ikke noget at have dårlig samvittighed over. Som forældre må man jo føle sig frem nogle gange, og hvis der er noget, der ikke fungerer, må man jo vælge at skifte kurs. Ja, principperne i BLW er, at man som udgangspunkt ikke mader sit barn, men det er slet ikke for sent for jer at prøve BLW-vejen. Det kræver blot, som du selv er inde på, at du fortsat mader din datter, en gang om dagen, som hun er vant til nu. Ud over dette måltid kan du så følge BLW-principperne. Det vil sige, at du mætte hende med din mælk og lader hende spise selv, sammen med resten af familien til de resterende måltider. Du kan også tilbyde hende en pre-loadet ske, så hun selv spiser mos/grød. Når hun får lov til at spise selv ved de fleste måltider, siger hun muligvis selv fra over for at blive madet. Lyt til hendes signaler, er hun sulten og vil hun have mos/grød, så hjælp hende, men lad hende selv forsøge med skeen eller fingrene hvis hun f.eks. vender hoved væk fra skeen.
Angående amning har du ret i at BLW-børn i gennemsnit ammer i længere tid end børn, der bliver madet. Dog er der utrolig stor individuel forskel på, hvor længe og hvor ofte børn ammer, uanset fremgangsmåde. Det skal siges, at det er utroligt få børn i Danmark, der rent faktisk selv styrer fravænningen fra brystet. Hvis far er på barsel, eller barnet er i pasning i løbet af dagen, har barnet ikke adgang til at amme efter behov. Derfor er der også rigtig mange BLW-børn der skærer drastisk ned på amningen, når/hvis mor starter på arbejde igen. Vi kan selvfølgelig ikke forudsige hvor meget din datter vil amme efter et år, eller om du måske ændrer syn på amningen og har lyst til at fortsætte. Det er jo også en mulighed at trappe ned på amningen til den tid, hvis din datter spiser godt (BLW og amning fungerer jo kun, hvis begge parter trives med det, eller som minimum at det ikke bliver en stressfaktor). Her må du igen prøve dig frem, og se hvad der fungerer bedst for netop din familie. 
Vi vil foreslå at du tackler din frygt for at din datter får noget galt i halsen, ved at tage et førstehjælpskursus. Det kan også hjælpe at se nærmere på forskellen mellem en reel kvælning og en aktiveret brækrefleks. Derudover kan det muligvis hjælpe dig at læse denne blog, der forklarer hvordan risikoen for kvælning ved at praktisere BLW ikke er større i forhold til børn, der bliver madet på traditionel vis (følg altid BLW-principperne for sikkerhed). Husk også at babyer meget hurtigt bliver rigtig dygtige til at håndtere maden i munden på en sikker måde. Allerede efter de første par uger med rigtig mad, oplever mange forældre at brækrefleksen aktiveres meget mindre, og at de igen kan slappe af ved måltidet.
Hvis din frygt er så stor at du slet ikke kan slappe af, eller at du undgår at give hende en varieret kost, rig på eksempelvis jern, er BLW ikke den rigtige vej at gå. Prøv evt. at give det en chance og se om du ikke også meget hurtigt ser en stor udvikling i din datters spiseevner, og din egen ro. Din kæreste kan eventuelt tage lidt over ved måltiderne i starten, hvis det er muligt.

Vi håber at du kunne bruge vores svar og at du bliver glad for dig beslutning, uanset hvordan jeres madeventyr kommer til at se ud.
Venlig hilsen
Patricia og LærkeFacebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail

Kan jeg nå at skifte til BLW?

Hejsa
Min søn er 6,5 mdr. og har fået grød siden 5 mdr. Han er ikke fan af det. Han indtager meget lidt. Jeg er begyndt at give han Ellas kitchen fingermad (chips lignende) og det er han vild med, men det er jo ikke nærende. Har prøvet frikadeller, men det er lige voldsomt nok, han får det galt i halsen. Jeg ammer stadig 4-6 gange dagligt. Er det for sent at prøve BLW?
Hilsen Sandra

Hej Sandra.
For at kunne gå i gang med BLW, skal du kunne dække din søn fuldt ind med amning. Det er vigtigt, at du kan være sikker på, at han får den næring, han har brug for, fra din mælk. Så hvis du vil droppe grøden og gå over til baby-led weaning, er det godt, du stadig ammer ham så meget. Lad ham spise hos dig, når han er sulten.
Vi bliver nødt til at spørge, om du har læst vores bog “Jeg kan godt selv – en introduktion til baby-led weaning”? Vi spørger, fordi du siger at din søn får frikadelle galt i halsen. Hvis du vil praktisere BLW, skal du kunne, ville og turde give ham rigtig mad. Som du selv skriver har han brug for mad med næring, ligesom det at praktisere BLW også handler om at give børnene en sensorisk oplevelse af maden.
Så drop skeen og grøden, am løs og sæt dig godt ind i, hvad baby-led weaning er. Så håber vi, du og din søn kan få nogle sjovere oplevelser med mad i fremtiden.
Mange hilsener Patricia og LærkeFacebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail

For sent i gang?

Kære Brevkasse

Jeg har en fantastisk datter på godt 8 mrd, og med en korrigeret alder på snart 7 mrd. (hun er for tidligt født, men vi oplever ingen mén). Vi er blevet vejledt i efter at gå efter en “mellemting” af hendes to “aldre” når det gælder spisning -dvs. med det udgangspunkt er hun 7,5 mrd.
Vi har valgt en mellemting mellem blw og traditionel indfasning af mad, dvs. hun har fået morgengrød og aftenmos siden hun var 5 mrd.
Derfra har vi valgt at vente med de andre måltider til hun var klar efter blw’s principper. Jeg har læst at børn skal kunne sidde selv inden man kan lade dem spise selv, og derfor har valgt at vente fordi det kan hun ikke (er ellers fint motorisk udviklet på andre punkter) – nu hører jeg så fra andre, at det bare handler om at hun skal kunne holde hovedet??
Vil det sige vi er kommet for sent i gang??
Vi startede med at give hende rugbrødsmadder for 2 dage siden (selvom hun ikke sådan helt sidder selv endnu) – og de gled ned med stor fryd og uden besvær overhovedet. og derefter er hun også begyndt at sove meget bedre end hun har gjort i 2 mrd. måske har hun bare haft brug for rigtig mad i 2 mrd. eller hvad??

KH en lidt skamfuld mor, Agnete

Kære Agnete

Vi er ikke i tvivl om, at du har gjort det helt rigtige for din datter. Din datter er født for tidligt, og derfor er det helt korrekt, at hun højst sandsynligt har haft brug for næring ud over det, der er i mælken, før hun har været i stand til selv at spise. Det har i givet hende, i form af mos og grød, og det er helt fint.
Det er rigtigt, at hun skal kunne holde hovedet selv og ikke ”falde sammen”, når hun sidder op. Det er ok at starte, selvom hun ikke sidder selv uden støtte, hun kan eventuelt sidde på skødet af dig under måltidet.
I er ikke kommet for sent i gang. Da din datter er født for tidligt, har i ikke haft mulighed for at praktisere BLW i sin grundlæggende form, men det lyder som om, at hun er et rigtig BLW barn, der elsker at få lov til at spise familiens mad. Så fortsæt endelig som i gør allerede; tilbyd hende jeres mad til alle de måltider, hvor hun er vågen og interesseret, men fortsæt samtidig med at give hende grød og mos, til hun selv siger fra. Hun har brug for, at i fortsat hjælper hende med at indtage de kalorier, som hun er vant til at få med ske.
Du nævner, at hun allerede kan spise rugbrødsmadder efter 2 dage. Det er tidligt, at kun kan spise og synke rigtig mad, derfor kan det godt være, at hun siger fra overfor skeen meget snart. Følg din datter, lad hende gøre det på sin måde og tilbyd hende hjælp, når hun ønsker det.
Det er givetvis et tilfælde, at hun sover bedre om natten, efter at hun har fået jeres mad. Der er mange andre der ting, der påvirker nattesøvnen, og der er stadig ikke fundet evidens for, at modermælkserstatning, grød, mos eller rigtig mad skulle påvirke børns søvnmønster.

Venlig hilsen
Patricia og LærkeFacebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail

Sen til at spise

Hej.
Jeg skriver angående min datter på snart 14 måneder. Vi har kørt BLW siden hun var 6 måneder. I starten var jeg meget begejstret. Det var fantastisk at se, hvordan hun undersøgte, udforskede og smagte al mad. Problemet i dag er, at hun stadig bare smager og leger med maden. Når hun er sulten, er det kun amning, der dur. Som om hun ikke har fundet ud af, at hun kan blive mæt af mad. Jeg synes faktisk hun spiser mindre og mindre mad uanset hvad jeg serverer. Hun er heller ikke nysgerrig med maden, som hun var i starten. Jeg går hjemme med hende og ammer hende som skrevet rigtig meget. Til hendes 1. års undersøgelse var hun dalet lidt på kurven. Både i vægt og længde. Lægen var ikke super bekymret, men ville gerne se hende igen om et halvt år for at følge op. Jeg aner ikke hvad der er det rigtige at gøre nu. Skal jeg helt stoppe med at amme hende, så hun mærker sult?
Jeg håber I kan hjælpe med nogle ideer til, hvordan vi kommer videre herfra.
Venlig hilsen
Karin

Kære Karin
Mange tak for dit spørgsmål. Først vil vi lige pointerer at vi ikke er sundhedsprofessionelle, og vores svar her, skal derfor mest tages som inspiration og måske en ny indgang til jeres hverdag med BLW og amning.
Allerførst: kan du se i din datters bleer om hun virkelig kun ammer, eller om der rent faktisk kommer mad indenbords? Hvis det ikke længere er rene tynde amme-bleer, kan du være sikker på, at din datter rent faktisk spiser noget. Om end det måske er meget lidt.

Ud fra et BLW-synspunkt er dit spørgsmål jo meget relevant; hvornår skal vi stole på og lytte til barnets signaler, og hvornår er det vigtigt at vi viser vejen?
BLW betyder jo at banet leder vejen fra mælk til fast føde, men børn har selvfølgelig brug for at en forældre der ser barnet og reagerer, hvis der opstår problemer, som kun de voksne kan tage ansvar for at løse. Vi syntes at det er helt forståeligt at du nu er tvivl om, om du fortsat skal lade hende fortsat styre mælke- og madindtag. WHO anbefaler at størstedelen af kalorieindtaget dækkes af fast føde i barnets andet leveår, og når du nu også fortæller at din datter falder på både vægt- og længdekurven, tænker vi også at du aktivt skal forsøge at vække hendes interesse for mad, både så hun kan lære at maden mætter og så hun kan begynde at få flere positive oplevelser med mad. Nogle børn er meget følsomme overfor madens tekstur i munden. Hvis dette har været svært for din datter har hun måske fortrukket at amme, ligesom et barn der har fået mos, foretrækker dette, frem for familiens teksturrige mad.
Hvis det er muligt vil vi foreslå at du eventuelt efterlader din datter med din partner i en periode, lang tid nok til at hun bliver sulten.  Når hun så bliver tilbudt mad, så sørg for at det er noget hun godt kan lide og som mætter godt. Alternativt, kan du vælge at lære din datter at I kun ammer på specifikke tidspunkter, f.eks. før formiddages- og eftermiddagsluren og før sengetid. Dette skulle være nok til at øge appetitten, uden at du behøver helt at stoppe amningen, hvis dette er noget både du og din datter holder af.
Du skal selvfølgelig gøre dette når der er god tid til at støtte din datter i den frustration hun vil føle når hun ikke længere får helt fri adgang til din mælk. Amning er meget mere end blot mad, derfor skal hun måske også vende sig til at hun få tryghed, kram og kærlighed hos mor uden amning hver gang.
Associationerne omkring mad, vejer tungt i vores vurdering af maden. Derfor er det også utroligt vigtigt at I rummer hendes frustrationer, uden selv at blive frustrerede eller ængstelige. Måltiderne skal forblive en rar oplevelse for alle, også selv om hun måske protesterer i starten, f.eks. ved ikke at vil spise eller udtrykker sin misfornøjelse højlydt (der hvor du går ind og tager styringen er aldrig i form af at presse hende til at spise, men ved at begrænse indtaget af mælk).
Start gerne ud med at altid serverer et udvalg af mad som du ved at hun godt kan lide sammen med jeres mad, igen med øje for at overgangen ikke bliver en for stor udfordring. Vi er indrettet sådan at mad smager bedst når vi er sultne, og vi holder især af mad der giver en god mæthedsfornemmelse. Når dit datter oplever at mad, og ikke blot din mælk, vil gøre hende mæt vil der være større chance for at interessen for maden stiger.

Din mælk er stadig utrolig næringsrig for din datter og vi mener ikke at du behøver at stoppe, som du nævner. Men det er ikke hensynsmæssigt at din datter næsten stadig fuldammer, med den alder hun nu har. Dels har hun brug for nærringstoffer ud over dem der er i mælken, og på et tidspunkt vil du ikke længere kunne producere nok til at dække hele hendes store kaloriebehov. En vigtig pointe her er også at du skriver at hende interesse for maden er dalene, det syntes vi du skal reagerer på.

Vi håber at dette kan hjælpe jer videre og at du har fået nogle konkrete ideer til at støtte din datter på hendes vej ud i det eventyr mad kan være, Lærke og PatriciaFacebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail

Opstart på BLW efter grød

Hej.
Jeg har en dreng på nu 5 mdr. Vi startede for 3 uger siden op på grød, da han i en kort periode ikke tog helt det på, han skulle. Det er dog ikke lykkes os at få det op og køre med grød, da han kun tager enkelte skefulde inden han bliver tosset. Han har sikkert ikke været klar, og tager nu igen på som han skal (han ammes). Vi giver derfor ikke grød mere.
Jeg er nu blevet mere nysgerrig på BLW og mit spørgsmål er derfor: kan vi starte op på BLW når han bliver 6 mdr, eller er dette ikke muligt/en god idé efter at vi tidligere var staret på grød?
Mvh Camilla

Hej Camilla
Når amningen stadig fungerer fint og det er det din søn lever af, så kan I sagtens starte på BLW, når han er klar. Det er netop at barnet stadig ammer/får flaske og ikke har skåret ned på sit indtag af mælk og erstattet det med energiberiget grød/mos, der er essentielt for, om det er muligt at starte på baby-led weaning eller ej. Hvis et barn allerede er afhængigt af grød eller mos med ekstra fedtstof, fordi han drikker mindre mælk, så vil BLW ikke fungere. Det at spise selv er en stor motorisk udfordring for små børn og han vil ikke selv kunne spise de mængder af mad, han har behov for. Børn der stadig ammer/får flaske får dækket deres store behov for energi igennem mælken og har derfor tid til at udvikle evnerne til at lære at spise selv.
Når nu grøden i jeres tilfælde har været så dum en oplevelse, er det nok endda ekstra vigtigt at I lader jeres søn sanse i sit helt eget tempo og uden fokus og pres. Lad ham sidde med maden, opleve den og vid med jer selv at det er godt, at han hele tiden kan spise sig godt mæt i din mælk.

Vi håber det bliver en større succes med mad anden gang,
Lærke og PatriciaFacebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblrmail